Snyd/doping


”Doping” er en fælles betegnelse for præstationsfremmende midler og metoder. Når idrætsudøvere bruger doping, kan de presse kroppen til at yde mere. Siden 1960’erne har doping været ulovligt, og det betragtes som snyd, hvis en idrætsudøver doper sig. Der findes mange eksempler på, at idrætsudøvere er blevet sendt hjem fra OL eller har måtte aflevere deres medaljer tilbage, fordi de er fundet skyldige i, at bruge præstationsfremmende midler eller metoder. Straffen for brug af doping er to års udelukkelse fra al sport. Det vil sige, at idrætsudøveren ikke kan deltage i nogen form for stævne eller konkurrence i to år. Hvis idrætsudøveren igen bliver taget i at dope sig, er straffen, at personen aldrig igen kan deltage i sportsstævner eller -konkurrencer.

Forud for OL i Rio 2016, var der en stor dopingskandale, som handlede om, at Rusland var blevet afsløret i, at stille op med mange dopede idrætsudøvere til vinter-OL 2014. Der blev fundet beviser for, at den russiske stat havde kendt til det og endda hjulpet dopede atleter med at slippe uden om dopingkontroller. Ruslands sportsministerium skal efter sigende have været med til at udvælge, hvilke russiske atleter der skulle være med i dopingprogrammet.

Derfor skulle IOC tage stilling til, om Rusland skulle udelukkes ved OL i Rio. IOC bestemte, at de ikke ville udelukke alle russiske atleter og lod det i stedet være op til de enkelte idrætsforbund at tage stilling til, om de ville lade de russiske atleter stille op i den pågældende sportsgren. Det Internationale Atletikforbund besluttede efterfølgende, at ingen russiske atletikudøvere måtte deltage ved Ol Rio. 
1) Doping - er det ok?
Hele klassen.

Doping betragtes som snyd, og det kan være livsfarligt at dope sig. Alligevel er der stadig sportsfolk, der afsløres i at bruge doping.
  • Hvorfor tror I, at sportsfolk doper sig?
  • Bør doping være lovligt? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Hvor går grænsen for, hvad doping er? Er det fx doping, hvis en sportsudøver med en mindre skade tager smertestillende medicin inden en konkurrence for på den måde at kunne klare konkurrencen i stedet for at trække sig?

Der findes mange former for doping. Nogle former giver større udholdenhed, så idrætsudøverne kan arbejde hårdt i længere tid uden at blive trætte, mens andre fx kan give større muskler.

Det er imod den olympiske ånd at bruge doping eller at snyde på anden vis. Ved åbningsceremonien til de olympiske lege skal en udvalgt idrætsudøver på vegne af alle deltagere love, at respektere reglerne for konkurrencen. 

Den olympiske ed
På alle deltagernes vegne lover jeg, at vi vil deltage i disse olympiske lege med respekt og lydighed over for de regler, der styrer dem, og i idrættens ånd, så det kan være til ære og hæder for vore hold.

Læs mere om doping her.
Se et filmklip fra en dopingkontrol nederst på denne side